Vil du have relevant kommunikationserfaring på dit CV? Har du flair for at få det rigtige indhold ud til brugerne på sociale medier, og er du en skarp vært i kommentarsporene? Så er du måske vores nye studentermedhjælper til SoMe-indsatsen hos aalborg.nu, LigeHer.nu og Vigeur.
Et spændende studiejob i Det Nordjyske Mediehus SoMe-muskel
I Det Nordjyske Mediehus er vi i en rivende digital udvikling og som vores nye studentermedhjælper har du en unik mulighed for at komme med på rejsen. Du bliver tilknyttet redaktionen på Nyhedsmotoren, hvor vi er et dedikeret team, som hver dag arbejder for at skabe de bedste sociale platforme og communities for både aalborg.nu, LigeHer.nu, Vigeur og Nordjyske.dk.
Sammen med engagerede kolleger får du medansvar for at få det indhold, vi producerer, til at leve hos vores brugere på sociale medier. Og ikke mindst er din opgave at være vært i kommentarsporene. Bl. a. ved at skabe det bedste grundlag for en god debat og interagere med vores brugere med et glimt i øjet og alvor når det kræves.
På en typisk arbejdsdag er dine vigtigste opgaver, at:
- Præsentere og sælge de rigtige historier på den bedste måde for brugerne på sociale medier ud fra vores SoMe-strategi.
- Skabe liv omkring vores opslag og være vært i kommentarsporene på sociale medier.
Du løser dine opgaver med forståelse for vores tone of voice, vores ønske om at være synligt tilstede i kommentarsporene og vores ambition om at skabe de bedste SoMe-debatter i landet.
Som studentermedhjælper hos os vil du indgå i et spændende læringsmiljø med vores mange andre studentermedhjælpere. Du bliver en del af fællesskabet på redaktionen, hvor sparring, læring og samarbejde er nøgleord. Du får grundig oplæring i vores strategi og værktøjer og vil have direkte kontakt og samarbejde med Det Nordjyske Mediehus SoMe-ansvarlige.
Et skarpt blik for målgrupper og kommunikation
Vi forestiller os, at du er i gang med en relevant videregående uddannelse, fx inden for kommunikation. Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du allerede har praktisk erfaring med sociale medier.
Derudover lægger vi vægt på, at du er:
- En knivskarp formidler med flair for at arbejde med digital kommunikation.
- Den fødte SoMe-superbruger på etablerede platforme som Facebook og Instagram med en passion for at skabe liv på sociale medier.
- God til at kommunikere på skrift med en naturlig forståelse for at ramme den rette tone i dialog med forskellige kunder og målgrupper. Herunder har du helt styr på grammatikken
Som person er du først og fremmest ivrig efter at lære nyt og omsætte din viden fra studiet til praksis.
Det kendetegner dig, at:
- Du er glad for at følge med, hvor det sker, og har en god forståelse for nyheder og indhold på sociale medier.
- Du har det godt med at jonglere mellem mange forskellige opgavetyper.
- Du har et stort gå-på-mod og tager teten på dine opgaver.
- Du er positiv, har god energi og lyst til at blive en del af fællesskabet på redaktionen.
Vi tilbyder
Som studentermedhjælper hos Det Nordjyske Mediehus bliver du en del af et spændende læringsmiljø og får relevant, praktisk erfaring til dit CV. Du får dygtige og professionelle kolleger, der brænder for det, de laver og som står på spring for at sikre dig den rette sparring, feedback og oplæring.
Vi har studentermedhjælpere og praktikanter i mange roller og afdelinger på tværs af organisationen. Du får derfor mulighed for at indgå i et netværk med andre studerende med forskellige uddannelsesmæssige baggrunde.
Vi er en arbejdsplads med en positiv energi, god stemning og en uformel kultur, hvor alle taler med alle. Vi er også meget sociale og vægter fællesskabet højt.
Blandt meget andet inviterer vi løbende til velkomstmøder, sjove events, sociale aktiviteter og sundhedsfremmende tiltag så du kan deltage i lige fra vores sommerfest til en fodboldkamp på stadion. Og så tilbyder vi øvrigt altid en god og gratis kop kaffe.
Hvis du er nysgerrig, kan du læse meget om vores høje trivsel, sociale ansvar, og hvad vi ellers står for i vores ESG-rapport lige her
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte redaktør for sociale medier Line Lundquist på telefon 81 71 51 18 eller på mailen ll@dnmh.dk.
Dine ansættelsesvilkår
Vi håber, at du kan starte som studentermedhjælper hurtigst muligt.
Stillingen er på op til ca. 8 timer per uge. Arbejdstiden er som udgangspunkt to aftener om ugen, inkl. én weekendvagt ca. hver 4. weekend.
Vi imødekommer selvfølgelig dit behov for fleksibilitet i forhold til studie og eksamensperioder. Det er et krav, at du er studerende.
Jobbet udføres fra Det Nordjyske Mediehus hovedsæde på Langagervej 1, 9220 Aalborg Ø men snart flytter vi ind i et nyt domicil midt i centrum i moderne, tidssvarende lokaler på Aalborgs havnefront.
Søg stillingen
Du søger stillingen ved at trykke på linket i bunden af denne side.
Ansøgningsfristen er 27.03.2023, men send gerne din ansøgning og CV hurtigst muligt, da vi
løbende holder samtaler. Skulle vi finde den rette studentermedhjælper før ansøgningsfristen, fjerner vi opslaget fra vores hjemmeside.
I Det Nordjyske Mediehus ønsker vi at afspejle det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle uanset personlig baggrund og orientering til at søge stillingen.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Vi er Nordjylland og Nordjylland er os
Det Nordjyske Mediehus rummer brands som Nordjyske, Vigeur, radiokanalerne ANR og Radio Nordjyske, de lokale nyhedsmedier LigeHer.nu og aalborg.nu samt godt 20 lokalaviser, der tilsammen dækker næsten hele Nordjylland. Med afsæt i vores værdier - åbne, modige, ordentlige og passionerede - bygger vi vores virksomhed på at være markedsleder på tre områder: Lokale medier i Nordjylland, nichemedier i Danmark og erhvervsmedier i Skandinavien.
Gennem et uafhængigt, frit og dynamisk mediehus binder vi hver dag et levende Nordjylland sammen med oplysende og engagerende indhold og inspirerende initiativer. Sammen er vi fællesskabere af Danmarks stærkeste region, og vi har en klar forventning om, at de medarbejdere, vi ansætter, også brænder for at være nordjyske fællesskabere.
Du kan læse mere om os på www.detnordjyskemediehus.dk
Skriv i din ansøgning, at du har set opslaget på Nordjyskejob.dk