Brænder du for at sælge og rådgive om digital markedsføring? Kan du opbygge og vedligeholde gode kunderelationer, hvor du arbejder operationelt, taktisk og strategisk med markedsføring?
Så er du måske vores nye kollega til salgsafdelingen.
Om stillingen
Det Nordjyske Mediehus er altid i bevægelse. Det gælder også i vores salgsafdeling i Vendsyssel, hvor vores digitale platforme og nye produkter kommer mere og mere i fokus. Her søger vi netop nu en ny kollega, der med base i Hjørring eller Frederikshavn, vil være med til at løfte det digitale afsæt for erhvervsvirksomhederne i området.
Som vores nye kollega får du mulighed for at opbygge et helt unikt netværk i det nordjyske erhvervsliv og skabe tætte relationer, der flytter forretningen både for dine kunder og for Det Nordjyske Mediehus. Der vil være fokus på udvikling af digitale medier i samspil med traditionelle medier. Du får med andre ord mulighed for at skabe medieplaner og kampagner, der spænder over hele mediepaletten både trykt og online. Du vil møde mange forskellige kundetyper, og derfor kommer du til at planlægge og eksekvere mange forskellige typer kampagner for både store, mellemstore- og små virksomheder, hvor du arbejder med marketing på operationelt-, taktisk og strategisk niveau.
Du bliver en vigtig del af en stor kommerciel afdeling, hvor vi står sammen for at fastholde og udvikle den professionelle medierådgivning, der sikrer værdi for vores kunders markedsføringskroner.
Dine overordnede opgaver
- at opsøge, opbygge og vedligeholde det digitale marked
- at skabe stærke kampagnekoncepter gennem gode kunderelationer
- at udvikle og eksekvere nye salgsfremmende aktiviteter
- generel medierådgivning
- sparringspartner for resten af konsulentholdet i afdelingen
Det Nordjyske Mediehus brede mediesortiment giver dig et stærkt afsæt for dit salgs- og rådgivningsarbejde. Vi er gennem vores egne medier i kontakt med 4 ud af 5 nordjyder hver uge og udvikler hele tiden på vores medier for at sikre vores position i markedet.
Mediesortimentet omfatter konkurrencestærke display-formater, SEO, SEM, link-building, distribution, radio, events, intim-koncerter, magasiner, printannoncering samt en række digitale annonceprodukter på tværs af top 100 sites, Facebooks Business platform og vores egne onlineplatforme nordjyske.dk, vigeur.dk, ligeher.nu og Aalborg:nu. Det betyder, at vi kan tilbyde 360 graders rådgivning om mediestrategi og medievalg mod både B2B- og B2C-markedet.
Du vil løbende indgå i relevante projektgrupper med reference til salgschef-gruppen, og skal kunne agere og samarbejde med redaktionelle enheder, støttefunktioner mv. Vi er en virksomhed i konstant forandring, hvor din lyst til at involvere dig og udfordre og udvikle forretningen værdsættes og prioriteres.
Om dig
Vi søger en kollega, der er sulten efter at gøre en forskel for kunderne. Du har kendskab til digital marketing, du forstår, hvordan man skruer kampagner sammen på forskellige medieplatforme, og du kan se værdierne i en flerstrenget kampagneopbygning. Du har erfaring med salg og brand-processer, og du har en gennemgående kundebaseret tilgang til opgaveløsninger. Som person brænder du igennem både over telefonen og til møder, og du tør udfordre både resten af teamet og kunderne.
Vi vægter berøringsfladen med det nordjyske erhvervsliv højt. Derfor skal du trives med at opbygge og vedligeholde et stort netværk. Du er en naturlig netværker, og med dit vindende væsen skaber du gode lange kunderelationer med afsæt i dit kendskab til salg og marketing.
Du har personlig gennemslagskraft og formår at kommunikere og formidle professionelt til kunder og samarbejdspartnere og er ikke bange for at tage kontakt til personer og virksomheder, du ikke kender.
Vi tilbyder
Når du træder ind ad døren hos Det Nordjyske Mediehus, bliver du en del af et stort fællesskab. Du får dygtige og passionerede kolleger, der brænder for det, de laver og inspirerer hinanden til samarbejde på tværs. Vi arbejder i et uformelt og innovativt miljø med højt til loftet og fleksibilitet i hverdagen.
Du vil hurtigt opleve, at vi har en ambition om at være det mest attraktive mediehus i Danmark. Vi arbejder nemlig aktivt for at sikre et godt og bæredygtigt arbejdsmiljø, ligesom vi er vores sociale ansvar bevidst. Vi tager løbende temperaturen på vores medarbejderengagement med fokus på at fastholde en høj trivsel og arbejdsglæde.
Hvis du er nysgerrig, kan du læse meget om vores høje trivsel, sociale ansvar, og hvad vi ellers står for lige her.
Hos os er der plads til, at du kan udvikle dig. Vi har en strategisk ambition, der går hånd i hånd med kompetenceudvikling og en stærk lærings- og samarbejdskultur baseret på dialog og feedback. Du får desuden adgang til en lang række medarbejdertilbud, blandt meget andet kan du deltage i vores sociale- og sundhedsfremmende aktiviteter.
Vil du vide mere
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte salgschef Christine Nedergaard Nielsen på tlf. 2933 8482 eller chni@dnmh.dk
Ansættelsesvilkår
Gode ansættelsesvilkår med løn efter kvalifikationer og gældende overenskomst. Stillingen er på fuld tid med arbejdssted i Hjørring eller Frederikshavn. Der er 3 måneders prøvetid.
Søg stillingen
Du søger stillingen ved at trykke på linket i bunden af denne side. Bemærk at du skal uploade alle dokumenter i PDF-format og evt. billede i jpg/jpeg/png-format.
Ansøgningsfristen er 11. april 2023, men send gerne din ansøgning hurtigst muligt, da vi løbende holder samtaler.
I Det Nordjyske Mediehus ønsker vi at afspejle det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle uanset personlig baggrund og orientering til at søge stillingen.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Vi er Nordjylland og Nordjylland er os
Gennem et uafhængigt, frit og dynamisk mediehus binder vi hver dag et levende Nordjylland sammen med oplysende og engagerende indhold og inspirerende initiativer. Sammen er vi fællesskabere af Danmarks stærkeste region, og vi har en klar forventning om, at de medarbejdere, vi ansætter, også brænder for at være nordjyske fællesskabere.
Det Nordjyske Mediehus rummer brands som NORDJYSKE, Vigeur, radiokanalerne ANR og Radio NORDJYSKE, de lokale nyhedsmedier LigeHer.nu og aalborg:nu samt godt 20 lokalaviser, der tilsammen dækker næsten hele Nordjylland. Med afsæt i vores værdier - åbne, modige, ordentlige og passionerede - bygger vi vores virksomhed på at være markedsleder på tre områder: Lokale medier i Nordjylland, nichemedier i Danmark og erhvervsmedier i Skandinavien.
Det Nordjyske Mediehus har på nuværende tidspunkt hovedsæde på Langagervej i Aalborg. I 2023 rykker vi ind i et nyt domicil i moderne, tidssvarende lokaler på Aalborgs havnefront med det formål at komme tættere på nordjyderne.
Du kan læse mere om os på www.detnordjyskemediehus.dk
Skriv i din ansøgning, at du har set opslaget på Nordjyskejob.dk